• Jesper Carl stiller op som forbundssekretær

Jesper Carl

Jeg har efter lange og grundige overvejelser besluttet mig at stille op til posten som forbundssekretær. Her får du en beskrivelse af hvem jeg er og hvad jeg står for.

Jeg er 44 år og har arbejdet i vores gode organisation siden 2012. De første to år var jeg ansat i Malerforbundet som faglig konsulent med opgaven at koordinere indsatsen mod social dumping på landsplan. I fællesskab med afdelingerne fik vi opbygget et godt og stærkt samarbejde. Dette vil jeg vil arbejde på at intensivere. Vi skal udbygge samarbejdet og forstærke vores vidensdeling mellem afdelingerne og forbundet. Siden 2014 har jeg arbejdet som faglig sekretær i afdeling Storkøbenhavn. Min kærneopgave har været sagsbehandling med afsæt i det fagligretlige system.

En forbundssekretærs arbejde består primært af faglig sagsbehandling. Jeg har i årene været involveret i at få løst over 250 forskellige faglige sager. Erfaringen fra dette arbejde er noget af det jeg virkelig kan bidrage med. I den tid jeg har været tilknyttet forbundsarbejde med de udenlandske sager, har jeg været betroet at føre 12 sager for voldgiftsretten. Når man får sådan en opgave, så bliver man meget bevidst om hvad der skal til for at vende faglige sager til medlemmernes fordel. Denne erfaring vil jeg gøre mit til at få videns delt på landsplan gennem det gode samarbejde jeg har med afdelingerne.

Jeg har oplevet hvad social dumping gør ved de mennesker der udsættes for det og hvordan nådesløse arbejdsgivere tjener stort på at underbetale vores udenlandske kollegaer. Jeg har set malere, der blev smidt på gaden og andre der har fået trusler på livet. Dette er vores fag for fint til! Forbundets arbejde mod social dumping skal forfines og intensiveres gennem et strategisk og analytisk arbejde samt en nådesløs tilgang til arbejdsgivernes svindelnumre. Social dumping er en af de største trusler mod vores fag og organisation.

Vores faglige metoder skal være i konstant udvikling for at imødegå arbejdsgivernes mere og mere udspekulerede måder at agere på. De arbejdsgivere der snyder og bedrager, skal fagretligt lægges ned indtil budskabet trænger ind.

Malerforbundet er kommet op godt i gear når det gælder bekæmpelse af social dumping. Jeg hæfter mig ved at forbundets afdelinger sender mere end 50 udlands sager videre til forbundet om året og det er ok vores størrelse taget i betragtning, men vi kan altid forbedre os. Jeg er klar til at gå meget langt for at vi får hævet bunden og dermed forbedret forholdene for ALLE vores medlemmer.

Vi skal gøre alt hvad vi kan for at få påvirket politikerne til at få dagpengespørgsmålet på plads, så vores medlemmer ikke skal gå fra hus og hjem, når de har en arbejdsløshedsperiode. Pensionsalderen skal fryses fast eller sættes ned og vi skal have sat en stopper for at malere i rollatorer i fremtiden skal fuldspartle. Vi skal have en værdi alderdom.

Jeg er dybt imod nogle af de forhold som mange elever udsættes for. Godt at der fornyelig blev sat en stopper for flere korttidsaftaler. Eleverne er fagets grundsten og der skal være et arbejdsmarked, der opererer på lige vilkår, når vores gode lærlinge er udlært. Jeg var stolt og glad da MFD Ungdom fik stemmeret i hovedbestyrelsen på sidste kongres. En beslutning jeg naturligvis stemte for.

Jeg glæder mig til at se alle delegerede på kongressen.

Jesper

Development: Hjemmesider.dk