Ferie | 31. august 2020

Indefrosne feriepenge – skal du forbruge nu eller spare op?

Skal du bruge dine indefrosne feriepenge nu, er det en god ide at få dem udbetalt, når det bliver muligt til oktober. Skal du ikke bruge dem nu, skal du overveje at lade pengene blive stående i den nye fond, Lønmodtagernes Feriemidler. Der er både fordele og ulemper at være opmærksom på.

Fra oktober kan du som lønmodtager med feriepenge til gode søge om at få udbetalt, hvad der svarer til ca. 3 ugers feriepenge. Vælger du at lade pengene blive stående, er de placeret i den nye fond, Lønmodtagernes Feriemidler, frem til at du forlader arbejdsmarkedet, fx ved pensionering. Formålet med den førtidige udbetaling er at stimulere forbruget nu, hvor vi er midt i coronakrisen.

For rigtig mange lønmodtagere giver det god mening, at få ekstra penge til forbrug nu. For andre giver det god mening at spare pengene op. Enten fordi de ikke mangler penge til forbrug, eller fordi de gerne vil have en opsparing til senere forbrug. Så skal du bruge pengene nu, gælder det selvfølgelig om at få dem udbetalt. Hvis du derimod ikke skal bruge dem nu, er det en god ide at overveje, om de skal i en pensionsordning eller stå som frie midler. Det er kort sagt et valg mellem forbrug nu eller senere.

Skal du ikke bruge pengene nu?

Hvis du allerede ved, at du gerne vil gemme feriepengene til senere forbrug, behøver du faktisk ikke at foretage dig noget. Pengene er godt placeret hos Lønmodtagernes Feriemidler, som bliver forvaltet af LD Fonde, der også forvalter Lønmodtagernes Dyrtidsmidler. Dine feriepenge står som en pensionssum, der vokser over tid, ved at du får del i fondens resultat. Fondens resultat består af afkastet på fondens investeringer samt en renteindtægt på de feriepenge, som arbejdsgiverne lader stå i virksomhederne. Forrentningen af midlerne hos arbejdsgiverne følger lønudviklingen og giver dermed en sikker bund under fondens resultat. De feriepenge, der er placeret hos arbejdsgiverne, er derudover garanterede – også i konkurssituationer.

LD Fonde forventer at kunne skabe en nogenlunde stabil forrentning af feriemidlerne svarende til det, der blev skabt for dyrtidsmidlerne. Her er opsparingens værdi øget med godt 5 procent om året de seneste 10 år – vel og mærke efter omkostninger og afkastskat. Det betyder, at opsparingen hvert år er vokset med ca. 4 procentpoint mere end inflationen. Afkastet af investeringerne beskattes med PAL-skat ligesom i andre pensionsfonde, mens forrentningen af feriemidlerne hos arbejdsgiverne ikke beskattes.

En del af administrationsomkostningerne er derudover dækket af arbejdsgiverne. Det betyder, at de samlede omkostninger, hvis du vælger at lade dine feriepenge blive stående hos Lønmodtagernes Feriemidler, bliver lave. Det lave omkostningsniveau kendes allerede fra LD Fondes forvaltning af dyrtidsmidlerne. De er karakteriseret ved meget lave omkostninger målt i forhold til den øvrige pensionsbranche.

Vil du have pengene udbetalt, men skal ikke bruge dem nu?

Hvis du ikke ønsker at binde dine feriepenge helt til pensionsalderen, kan du vælge at få dem udbetalt og have dem stående som frie midler. Du skal her være opmærksom på, at renterne i pengeinstitutterne er meget lave og ofte negative, så hvis dine feriepenge skal bevare værdien, skal du overveje at investere pengene. Hvis du vælger at investere pengene, skal du være opmærksom på både omkostninger og risiko, der hvor du investerer dem, og afkastet vil som hovedregel blive beskattet hårdere end beskatningen af en pensionssum hos LD Fonde.

Bliver dine feriepenge modregnet i offentlige ydelser ved udbetaling?

Feriepenge, du vælger at få udbetalt i 2020, bliver ikke modregnet i offentlige ydelser. Udbetalingen bliver vist som en særskilt indkomsttype på årsopgørelsen fra skat, og der bliver i de fleste tilfælde automatisk set bort fra feriepengene ved udregningen af offentlige ydelser, der er indkomstafhængige. Ved formueafhængige ydelser derimod bliver der ikke automatisk set bort fra feriemidlerne. Det kan derfor være en god ide at gemme det brev fra Lønmodtagernes Feriemidler, der dokumenterer udbetalingen. Reglen om, at der ikke må ske modregning, gælder dog kun frem til og med 2022. Efter 2022 kan udbetalte feriemidler, som er sparet op, derfor påvirke beregningen af offentlige ydelser.

Hvis du derimod vælger, at du vil spare dine feriepenge op som pension, gælder der andre regler for modregning. Bliver dine feriepenge stående i Lønmodtagernes Feriemidler, vil udbetalingen ikke påvirke hverken folkepensionstillæg eller førtidspension. Sparer du dine feriepenge op i andre pensionsordninger, vil der være modregning efter de regler, der gælder for de pensionsordninger.

Hvor skal jeg spare mine indefrosne feriepenge op?

Her ser du en oversigt over forskellige opsparingsmuligheder – og hvordan dine feriepenge bliver beskattet og modregnet ved udbetaling.

Forskellige opsparingsmuligheder

Beskatning

Modregning i folkepension eller førtidspension?

Pensionssum hos Lønmodtagernes Feriemidler

Indkomstskat ved udbetaling.

Fonden trækker årligt pensionsafkastskat på 15,3 % af dele af afkastet.

Nej

Ratepension

Fradrag ved indbetaling (også i topskat).

Loft for indbetaling på kr. 57.200 i 2020.

Indkomstskat ved udbetaling.

Der trækkes årligt pensionsafkastskat på 15,3 % af afkastet.

Ja

Livrente (løbende pensioner)

Fradrag ved indbetaling.

Indkomstskat ved udbetaling.

Der trækkes årligt pensionsafkastskat på 15,3 % af afkastet.

 

Ja

 

Aldersopsparing

Ingen fradrag ved indbetaling.

Ingen skat ved udbetaling.

Loft for indbetaling på 5.300 kr. (dog 50.200 kr., hvis mindre end 5 år til folkepension) i 2020.

Der trækkes årligt pensionsafkastskat på 15,3 % af afkastet.

Nej

Aktiesparekonto

Ingen fradrag ved indbetaling.

Ingen skat ved udbetaling.

Loft for samlet indbetaling på kr. 100.000.

Der trækkes årligt beskatning på 17 % af afkastet.

Nej – i forhold til afkast og udbetaling.

Opsparingen indgår i formuen.

Frie midler på bankkonto (ikke en pensionsordning)

Risiko for negative renter, med mindre pengene investeres i værdipapirer, fx investeringsforeningsafdelinger.

Afkast beskattes enten som aktieavance med 27-42 % af det årlige afkast eller som kapitalindkomst med op til 42 %.

Nej – i forhold til udbetaling.

Ja – i forhold til afkast og formueopgørelse.

Husk, at du under alle omstændigheder altid selv skal undersøge, om de ydelser, du får, bliver modregnet. Det er vigtigt, at du selv regner på dine egne tal, og at du tager højde for dine egne skatte- og indkomstforhold.

Kilde: LD Fonde 


Del: